“Har du ikke travlt i denne periode?” - “Husk at tage en fridag.” - “Pas nu på dig selv.” - “Er det ikke hårdt?”
Jeg møder mange søde mennesker i denne tid. Ovenstående er nogle af de bemærkninger jeg får med på vejen. Det varmer mig med al den omtanke. Men det får mig også til at tænke.
En valgkamp er en valgkamp. Der er kamp i ordet af en grund. Men jo, det ER hårdt.
Som borgmester skal man tage imod mangt og meget. Kritik, til tider berettiget, til tider uberettiget.
Når man har det job, som jeg har været så utrolig heldig at besidde i mere end 9 år, skal man selvfølgelig stå til ansvar for de valg man har taget, de projekter man har sat i værk og de prioriteringer man vælger.
Men, man skal også stå til ansvar for alle de uendeligt mange valg man IKKE har taget.
Det er sådan jobbet fungerer. Og det er sådan det skal være. Politikere skal holdes til ansvar, og huskes på, at vi arbejder for byen og dens borgere. Og et mandat er altid kun til låns.
Når alt det er sagt, synes jeg dog at denne valgkamp i særdeleshed bærer præg af én bestemt ting: Manglende økonomisk planlægning.
Der er store visioner og ideer fra alle partier. Visioner og ideer som endda går igen og igen og igen, fra det ene parti til det næste. I en sådan grad at man næsten kan tage sig selv i at tænke, vil vi det samme? Og ja, det tror jeg langt henad vejen vi vil.
Et eksempel: Nogle vil bygge i højden, andre vil bygge på ledig kommunal jord. Men fællesnævneren er, at vi er flere, som ønsker seniorboliger, ungdomsboliger osv. Nogle vil endda have flere boliger, uden hverken at bygge i højden eller på ledige arealer.
Der hvor det bliver urealistisk for mig, det er når de gode ideer som bliver fremlagt, ikke bliver understøttet af en økonomisk plan. Der er intet lettere end at love guld og grønne skove i en valgkamp, hvis man på intet tidspunkt skal stå til ansvar for:
HVOR SKAL PENGENE KOMME FRA?
HVAD ER DET, VI IKKE SKAL HAVE, SÅ VI KAN FÅ NOGET ANDET?
At fremlægge store ideer uden et regnskab eller økonomisk grundlag, er ikke bare useriøst. Det er ansvarsløst.
Så derfor søger jeg ansvar i valgløfterne.
Hvor skal pengene komme fra? Hvilke områder skal de tages fra?
Svar udbedes senest d. 16. november.🌹